Jeg ligner jo "Terminator"

Jeg ligner jo "Terminator"

Det var ikke en dag som så mange andre, jeg blev afleveret i børnehaven, iført ski-dragt, vanter og hue, da vinter kulden stadig var der, selvom sneen for længst var forsvundet. Jeg var klar til dagens begivenheder, for i dag skulle vi i børnehaven ned i byen, for at kigge på byens værdier.  Jeg glædede mig helt vildt, men der var stadig noget tid til at bussen gik, så jeg tog min bedste ven i hånden, så vi kunne gå ud og lege lidt, for at tiden skulle gå hurtigere. Som vi plejede, hentede vi vores kælke i vores lille skur, fordi selvom sneen var væk, skulle det ikke stoppe os i, at kælke ned ad vores yndlings bakke. Vi hentede kælken, placerede den på sin rette plads, vi tog den store bakke, som vi altid plejede, når der var meget sne. Min bedste ven satte sig først, og bagefter satte jeg mig ned bag ham. Vi var klar til at kælke ned ad bakken, vi kendte jo suset, vi kendte rutinen, som vi kørte ned ad bakken, mødte vi en gren på vores vej, den vendte kælken på siden, hvor det endte med, at mit ansigt kørte ned ad jordbakken. Forvirret over hvorfor alting på bakken, ikke gik som det plejede at gøre, løb vi begge ind i børnehaven, skrigende og grædende. Vi blev taget imod med åbne arme, pædagogerne var urolige, fordi vores ansigter, var fyldt med jord og blod. Der stod vi, mens de vaskede os. I spejlet kunne jeg se, at det var meget værre, end jeg havde forventet. Det eneste jeg kunne tænke på, var hvordan min bror nu ville tage imod mig, når jeg skulle besøge ham på hans institution dagen efter.  Jeg synes selv jeg mindede om manden fra filmen ”Terminator”, min venstre side af hovedet var en stor hudafskrabning, og den højre side var ganske normal. En af pædagogerne sagde, at jeg nu ikke måtte komme med i byen, og at jeg skulle ligge mig i sofaen lidt. Mens de andre tog på tur, lå jeg der i sofaen, havde det skidt, og var træt af jeg ikke kunne komme med. Jeg sov lidt på sofaen, og havde fået det bedre, så jeg valgte at gå ind på en anden stue, hvor jeg så at de ikke var på tur. Mens jeg legede med mine venner i legerummet, kunne jeg hører døren gå op, det var en af pædagogerne, hun sagde til min mor, at hun ikke skulle være bange, når hun så mig, fordi noget var sket. Der stod min mor i døren, sagde til pædagogen, hvorfor hun skulle være bange. Men der så hun mig, hun stoppede et split sekund, selvom hun prøvede at skjule hendes tårer overfor mig, kunne jeg se, at hun var meget ked af det. Hun løftede mig, og jeg blev selvfølgelig også ked af det. Men i min forvirring kiggede jeg på min far og sagde, jamen jeg ligner jo ”Terminator”.