Tre diagnoser mødes.

Sommerfryd.
Børnehaven Sommerfryd lå midt inde i Randers. Det var en special børnehave. Der var 7 børn i den lille special børnehave. Børnene var meget forskellige, havde forskellige handicaps og skulle derfor behandles individuelt. Der var fire pædagoger ansat i institutionen til at hjælpe børnene. Det var to kvinder og to mænd, desuden var der også en praktikant tilknyttet stedet. Selvom børnehaven lå midt i Randers, fik man ikke fornemmelsen af det. Den virkede helt afskærmet fra byens larm og jag. Børnehaven lå i forlængelse af en almindelig vuggestue og en almindelig børnehave. Udenfor var der en stor legeplads, hvor børnene kunne boltre sig i gynger, sandkasser og små fartøjer. Legepladsen var omgivet af træer og der var et hegn, der delte legepladsen mellem de tre institutioner. En gang imellem blev lågen i hegnet åbnet, for at børnene kunne socialisere sig med de andre børn, der ikke havde brug for samme hjælp som dem.
          Sommerfryd var en lille institution og omgivelserne var tilpasset børnene. Der var f.eks. opslagstavler, der viste små dagsplaner, hvor børnene hver især havde en oversigt over, hvordan deres dag skulle forløbe. Faste rammer var utroligt vigtigt for børnene, derfor var der billeder af dagens aktiviteter og gøremål på opslagstavlerne under et billede af dem selv. For at overskueliggøre det var der en lille pil, de kunne rykke frem og tilbage i løbet af dagen, så de kunne se, hvor langt de var nået i dagens løb.
          Der var forskellige rum i børnehaven. Der var rum nok til, at børnene kunne have et rum hver. Den kunne de bruge, når der var stilletid - stilletid skulle børnene have nogle gange om dagen for at falde til ro. Der var et rum til motoriske udfoldelser, hvor der var hængekøjer, puder, bolde osv. I to rum var der masser af legetøj, spil, computere og et bord-stole sæt, hvor børnene både spiste og lavede aktiviteter ud fra kasser med opgaver.  Disse kasser var individuelle. Der var forskellige opgaver i kasserene, som tog udgangs punkt i, hvilken niveau børnene var på for at stimulere dem.
Det var en almindelig torsdag, men alligevel ikke helt almindelig, for der startede en ny dreng i børnehaven. Den nye dreng hed Karsten og var tre år. Karsten havde diagnosen autist. Hans mor afleverede ham om morgenen, hvor han fik en garderobe og en opslagstavle, med et billede af ham selv over, tildelt. Pædagogen Anette viste ham, hvordan opslagstavlen fungerede med små billeder. Disse små billeder skulle vise ham, hvordan hans dag ville komme til at se ud punkt efter punkt. Han var meget interesseret i at sætte sine små billeder op på sin opslagstavle og gjorde det indtil Anette viste ham resten af børnehaven. Anette var en garvet pædagog. Hun havde været med fra start, da Sommerfryd startede op. Hun var en frisk dame på 45 år, hun havde altid arbejdet inden for det pædagogiske felt, men indenfor de senere år havde hun fået stor interesse for specialområdet.
           Anette fulgte Karsten ud på lejepladsen. Her var de andre børn godt i gang med at lege. Legene var ikke som i andre børnehaver. Pædagogerne hjalp nemlig børnene individuelt med at stimulere deres motoriske sanser igennem forskellige former for lege. Børnene blev f.eks stimuleret igennem nogle forhindringsbaner, på gynger og med bolde. Karsten var meget forvirret på grund af de nye omgivelser, de nye pædagoger og de nye børn. Det vidste Anette, så hun sørgede for, at hun hele tiden var lige indenfor rækkevidde.
          Efter et stykke tid meddelte hun børnene, at det var frokosttid og at de skulle komme ind og tage deres overtøj af og finde deres madpakker frem. Alle børnene fór ind med Karsten i spidsen, selvom han var den nye dreng. Han fandt hurtigt sin madpakke og en plads inde i det rum han vidste, han hørte til ved et bord med fire stole. Da Karsten ikke vidste, at der var faste pladser, satte han sig på en stol, som ikke tilhørte ham. Karsten havde placeret sig på Peters stol. Kort efter at Karsten havde sat sig, kom Peter ind og så Karsten sidde der. Peter led af aspergers og stoppede op og stod bare og stirrede på ham. Lige efter Peter kom Ole. Ole led af en svær ADHD, han så, at Karsten havde taget Peters plads og blev ophidset. Ole: "gå væk, den plads ikke din, den Peters".
          Karsten krøb sammen på stolen og rokkede frem og tilbage igen og igen.  Han var nemlig dybt forvirret og følte sig meget utilpas. Da Karsten ikke flyttede sig, fór Ole hen imod ham, for han vil have, at Karsten skulle flytte sig fra pladsen med det samme. Han trak næven op og kastede et slag ud som ramte Karsten. Under denne tumult stod Peter og gemte sig i baggrunden. Lige efter at Ole havde slået Karsten, kom Anette stormende ind i lokalet, hun havde hørt en masse støj. Hun skyndte sig at skille Ole og Karsten fra hinanden og fik dem nedtonet, for på den måde at få styr på konflikten. Hun placerede Ole, Peter og Karsten på deres rigtige pladser. Anette: "Karsten, vi sidder altid på de samme pladser ved bordet og den du sidder på nu er din plads". Hun prøvede på at få overblik over konflikten. Anette: "Ole det er ikke pænt at slå, det gør ondt, så det er ikke en god idé at gøre."      
          Lige efter at Anette havde sagt det, begyndte Karsten at græde, for han var dybt forvirret over hele situationen og over, at der stadig var meget støj omkring dem. Derfor vendte Anette hurtigt sin opmærksomhed mod Karsten og prøvede på at trøste ham. Da Anettes opmærksomheden faldt på Karsten, hoppede Ole ned fra stolen og spurtede ud af rummet. Ole løb hen til sin garderobe og gemte sig. Han pressede sin lille krop ind i den smalle garderobe og gemte sig under sin jakke. Han græd og følte sig uretfærdigt behandlet, alt imens alverdens forbudte ord kom ud af ham. Efter lidt tid fik Anette styr på situationen ved middagsbordet og fik Karsten ved godt mod igen, og hun gik ud for at finde Ole. Hun fandt ham ved garderoben. Anette: "det er ikke en god idé bare sådan at gå, når vi spiser, selvom det er en træls situation, og du ved godt, at du skal spise nu, kom selv og se på tavlen".  Ole: "mig ikke spise!", efter Ole havde sagt det, tog Anette ham i hånden for at vise ham skemaet. Anette: "se tavlen siger, at du skal spise nu, tavlen bestemmer". Imens fik hun ham til at pege på, hvad det var, de skulle til lave. Han kunne godt se, at det var frokosttid, og Anette fik ham overtalt til at komme med ind til bordet igen. Efter de havde sat sig, spiste de deres madpakker færdigt. Resten af dagen forvoldte ikke de store problemer og forløb regelmæssigt ud fra deres opslagstavle.
          Næste morgen kom Karstens mor Bettina hen til børnehaven for at aflevere ham. Bettina: "hvordan gik det med Karsten i går? Karsten havde ikke lyst til at komme i børnehave her til morgen. Han var helt ude af sig selv".  Anette forklarede om gårsdagens situation. Anette: "jeg var lidt træt af at høre, at Karsten var blevet hentet, for jeg ville gerne havde forklaret jer omkring situationen i går, men jeg var udenfor på legepladsen, da han blev hentet og så dig ikke. Men jeg kan love dig for, at der allerede er blevet gjort noget, for at sådan en situation ikke skal gentage sig." Anette viste Betina et lamineret papir, hvor der var en bordplan med billeder på, et billede af hvert af børnene og også et af Anette selv. Anette: "denne her skal hænges op ved siden af bordet, så man hele tiden kan se det og sige "se planen siger, at vi skal sidde sådan her". Her i dag inden vi spiser, vil jeg lave en leg ud af det, hvor de selv skal vise, hvor de skal sidde. Det vil hjælpe til, at en lignende situation ikke vil opstå" Bettina: "det er rart at se, at i gør noget for at rette op på konflikter, men også for at hindre dem i at komme igen." Derefter smuttede hun med et smil på læben.