Ha' en fantastik weekend! ;-)

En ”almindelig” onsdag..

En ”almindelig” onsdag..

Jeg mødte ind på arbejde som jeg normalt plejer at gøre nede i baren. Baren var halv tom og der sad kun lige nogen af de sædvandelige stamkunder.  Lige pludselig kommer der en herre ind i baren, det første jeg bemærker, er han kommer barfodet. Han ser en smugle små forvirret ud og tager plads oppe i baren hvor jeg står. Jeg spørger selvfølgelig hvad jeg kan hjælpe ham med, hvor efter jeg skænker en Gunnis og en skarp til ham. Jeg begynder at små snakke med ham som jeg gør med så mange andre, men jeg kan straks mærke han virker forvirret og ved siden af sig selv. Han spørger om jeg kan holde på en hemmelighed. Jeg siger at det kan jeg selvfølgelig godt, men kommer nok lidt an på hvad det drejer sig om. Alligevel vælger han at fortælle at han lige er stukket af! Det isner en smule i mig, men det giver lidt bedre mening til hans tilstand og at han kommer med bare tær. Men efter som jeg spurgte ind til hvor han var stukket af fra, fortæller han det er Retspsykiatris afdeling. Han fortæller om hans meget lange diagnose og jeg tænker der er en grund til at han skal være spæret inde. Men jeg vælger at bevare roen, og taler med ham, får ham til at føle sig tilpas så han ikke lige pludselig vender på en tallerken. Jeg kunne sagtens mærke hvor ustabil han var, nogen gange hævede han stemmen, imens han fortalte lidt historier, han fortale om hans frustrationer. Jeg kunne godt sætte mig i hans sted! Jeg kunne mærke han følte sig tryk ved mig og det sagde han os. Da valgte jeg at fortælle ham at jeg blev nød til at ringe efter nogen som kunne komme og afhente ham, han fik fuld forståelse for at jeg ville ringe efter politiet. Heldigvis kommer der en ven af baren ind som er betjent, dog fri fra job. Da vælger jeg at fortælle situationen til betjenten mens herren som er stukket af er på toilet. Da han kommer ud fra toilettet, begynder betjenten så småt at spørge ind til ham. Og jeg havde som lovet ville lade ham drikke sin øl færdig før han blev hentet, hvilket han takkede mig for, og tog fat i min hånd og fortalte mig hvilken fantastisk person jeg var med mine smukke øjn, og han ville skrive et digt om mig. Der gik et sus igennem min krop både fordi det var lidt uhyggelig, men også følelsen af, at jeg har kunne gøre så stort et indtryk på en mand som er stukket af, som bare havde brug for at snakke og drikke en øl, selvom han var psykisksyge. Han blev hentet af en patrulje vogn og går frivilligt med.

Omkring et halvt år efter møder jeg ham igen da jeg er på arbejde, han kan huske mit navn og takker mig for at ville lytte på ham den dag, det har gjord stort indtryk på mig, at jeg har kunne gøre så stort indtryk på en person bare ved at lytte og snakke med ham.

 

Erobre Hjemveen

Erobre hjemveen 

Vi skal på sommerlejr i Tydal i Tyskland i en hel uge, fra lørdag til lørdag. Eller pigerne er meget spændte fordi, for mange af dem er det deres første udlandslejr. Størstedelen af pigerne er omkring 10-11 år gammel og har derfor ikke den store erfaring med at sove ude. Og specielt ikke flere dage i træk..
3 uger inden vi skal afsted, får vi en ny pige i gruppen, hun er meget entusiastisk, hun er meget begejstret for at være begyndt som spejder. Hendes søster har tidligere været spejder ved os, og har derfor lidt forståelse for hvad det er.
Pigen fortæller os på afrejse dagen at hun lider af hjemve. Hun har aldrig sovet hos en anden, uden sine forældre i længere tid end 1 døgn.
Lederene og jeg drøfter det indbyrdes og beslutter os for at tage det som en udfordring. Og vælger at give det en chance. For at gå fra at sove fra sine forældre 1 døgn, til at skulle gå til 8 døgn. Det er noget af en udfordring. Vi snakker med hendes mor om situationen og hun nikker genkendene til det. Vi betrygger moderen med at vi godt kan klare situationen og det er ikke første gang det er sket. For vi har stor erfaring med hjemve.
Da vi kommer ned på centeret og skal til at sove første nat sker der ingen ting. Det har hun jo prøvet før. Så der bliver sagt godnat og alle sover trygt. Men dagen efter begynder savnet at dukke op. Lige da pigerne bliver sendt i seng, kommer den pige op til mig og fortæller at hun savner sin mor og vil meget gerne hjem.
Det skal lige siges at denne pige har et meget STORT temperament og acceptere sjældent et nej.
Jeg tager en snak med hende om hendes savn, og hvordan vi skal løse det. Pigen ser vredt på mig og stamper i jorden for hun vil bare hjem. Men vi aftaler så, efter at hun er blevet kølet lidt ned, at vi tager lige en dag mere og så kan vi se hvordan det går.
Den efterfølgende dag skal alle pigerne afsted på hike, hvor de skal ud og gå og overnatte uden en leder fra vores gruppe er tilstede. Dagen går helt fint og vi høre intet fra pigerne, indtil kl. er omkring 3, og vi får et opkald om at vores pige har hjemve. Vi snakker med hende og hun begynder at beklage sig over en anden pige som ikke vil tage rygsækken. Og da vi faktisk skal til at afslutte samtalen siger hun pludselig ”hov, og jeg har for resten hjemve”. Da jeg høre denne udtalelse bliver min opfattelse af situations helt anderledes, for pludselige handler det jo ikke om hjemved, det handler om opmærksomhed. Jeg prøver at få afledt hendes tanker og beder hende om at gå videre. Vi høre ikke fra hende resten af dagen. De efterfølgende dage foregår det på samme måde. Frisk og glad om dagen, og så om aftenen kommer hun hen og orientere os om at hun har hjemve. Og hver aften løser vi problemet ved snakke med hende og få afledt hendes tanker og få hende til at fokusere på det positive der er sket i løbet af dagen. Hver aften bliver nemmere og nemmere at håndtere, og hun får mindre og mindre hjemve. Og da vi kommer til aller sidste aften kan jeg tydelig mærke forskellen, for da de skal i seng, kommer hun glad hen til os, siger godnat og giver os et kæmpe kram alle sammen. Hun har et stort smil på ansigtet og giver udtryk for at det har været en god lejr.
Hun virker stolt over sig selv. For i morgen skal vi hjem, i morgen skal vi se vores familie og forældre. Og hun har tankerne i hovedet, ”JEG KLAREDE DET!”
Næste morgen er hun stadig i højt humør, vi pakker sammen og skal afsted. Min søster og jeg skal køre i bil hjem, for vi har alt materialet med hjem. Og pigerne skal i tog. Da vi tager afsked kommer pigen løbende hen til mig, hopper op og giver mig et kram og hvisker i mit øre ”tak”. Og jeg spørger for hvad. Og pigen siger, ”fordi du fik mig til at klare det, jeg havde aldrig troet at jeg skulle komme igennem det” og jeg bliver da rørt, jeg får en stolt følelse i kroppen. Pigen har været en udfordring og det har været nogle svære situationer hun har sat os i. Men vi klarede det sammen med pigen. Vi tog os af situationen, snakkede om det, kommunikerede og handlede. Og hun er stolt af sig selv og har ifølge hende erobret en helt verden! 

Jens og Peter Pan bogen

Jens og Peter Pan bogen!!!

Jeg arbejdede i 6 måneder i en vuggestue. En dag, mens vi sad og læste en Peter Pan bog, var der pludselig en dreng på 3 år (Jens) som blev hentet af sin mor. Han ville have Peter Pan bogen med sig hjem. Vi prøvede på at forklare ham at det ikke var muligt, for bogen var vuggestuens, og desuden var vi lige i gang med at læse den med de andre børn. Vi aftalte derfor med ham at når han kom igen dagen efter, kunne vi læse den igen. Derefter gik han pænt ud i gangen og blev klædt på og fik sagt farvel. Cirka 5 minutter efter hørte jeg den samme dreng som lige var gået græde, så gik en af de andre pædagoger ud for og tjekke hvad der skete. Det var lille grædende Jens og hans mor som var kommet ind igen. Moren forklarede, at han nægtede at sætte sig ind i bilen, før han fik Peter Pan bogen med hjem. Efter at have forklaret ham endnu en gang at bogen altså var vuggestuens, og at han var velkommen til at komme og læse i den igen dagen efter, fik han nogle klistermærker med sig hjem. De gik igen, og stod og snakket lidt foran døren, indtil moren begyndte at gå, og lod Jens blive stående foran døren, hvor han nu begyndte at græde og skabe sig. Moren stoppede op og gik tilbage til ham og tog ham i hånden og kom ind i vuggestuen en gang til.  Med lille grædende Jens i hånden spurte moren, om de ikke godt kunne låne Peter Pan eller en anden bog med hjem, fordi han ville ikke gå med hvis ikke han måtte få en bog med sig hjem. Han blev tilbudt at få en bog med, som vi ikke læste hver dag, det ville han ikke, det skulle være en af de bøger, som der blev læst næsten hver dag. Han fik så sin vilje og fik at vide, at han skulle komme med den igen dage efter. De to næste dage kom han så ikke i vuggestue og alle de andre børn ville læse den bog, han havde fået med hjem.

Da jeg forstuvede næsen

Da jeg forstuvede næsen

Da jeg var en af de mindste i børnehaven, var jeg ude for den oplevelse der lægger nærmest i erindringen omkring en oplevelse med en pædagog. Der var kun ganske få børn i børnehaven den dag, og det var en meget regnfuld dag. På grund af antallet af børn, var der derfor heller ikke utroligt mange pædagoger til at holde øje med os. Måske var det en eller anden feriedag eller noget lignende.  
               På et tidspunkt i løbet af dagen fik vi valget om at komme udenfor og lege eller blive indenfor og finde på noget der. En anden pige og jeg valgte at gå udenfor og lege. Inden vi gik udenfor blev jeg proppet i min lyserøde flyverdragt med blomster på. Det var en mandlig pædagog der hjalp mig i flyverdragten. Han have en bar plet i midten af hovedbunden, den var tydelig at se da han hjalp mig i den, han havde dog meget skæg. Han sagde, at vi kun måtte lege i et specielt område på legepladsen, for på den måde kunne han holde øje med os inde fra. Der var nemlig for få pædagoger til, at en kunne komme med os ud og desuden regnede det for meget.
               På det sted vi måtte befinde os på, var der kun en rutsjebane. Det var en af de slags rutsjebaner hvor der gik et rør ned fra en høj træ "terrasse". Man skulle gå op af en del træ trin for at komme op til røret. Trinnene føles helt bløde efter mange timer i vand.
               Pigen og jeg gik på skift op og rutsjede ned uden at tale sammen. Hun var ikke en af de piger jeg normalt legede med og vi var begge ret generte. Den manglende snak skabte en følelse af ensomhed.
               Pludseligt imens jeg var på vej op af trappen smuttede min venstre fod på et trin hvor der var krakeleret meget maling af. Mine blå ecco gummistøvler kunne åbenbart ikke stå imod det glatte underlag den meget våde træ trappe udgjorde. Dette resulterede i, at jeg faldt forover og hakkede min næse direkte ned i et trappetrin et par trin over, det jeg gled på. Der spredte sig en blanding af en voldsom smerte men også en frygt for hvad der nu skulle ske. Jeg følte mig helt alene. Men kun ganske få sekunder efter jeg gled, kom den mandlige pædagog  styrt løbende. Jeg nåede end ikke at prøve på at rejse mig, før han løftede mig op og løb indenfor med mig i favnen stor hylende. Det gav
mig stor tryghed og ensomheden var væk. Han blev og sad sammen med mig i en blå stofsofa, indtil min mor kom og hentede mig og tog mig på skadestuen.

De Ti Tommelfingre

Så er vi sgu On the road !