Da jeg forstuvede næsen

Da jeg forstuvede næsen

Da jeg var en af de mindste i børnehaven, var jeg ude for den oplevelse der lægger nærmest i erindringen omkring en oplevelse med en pædagog. Der var kun ganske få børn i børnehaven den dag, og det var en meget regnfuld dag. På grund af antallet af børn, var der derfor heller ikke utroligt mange pædagoger til at holde øje med os. Måske var det en eller anden feriedag eller noget lignende.  
               På et tidspunkt i løbet af dagen fik vi valget om at komme udenfor og lege eller blive indenfor og finde på noget der. En anden pige og jeg valgte at gå udenfor og lege. Inden vi gik udenfor blev jeg proppet i min lyserøde flyverdragt med blomster på. Det var en mandlig pædagog der hjalp mig i flyverdragten. Han have en bar plet i midten af hovedbunden, den var tydelig at se da han hjalp mig i den, han havde dog meget skæg. Han sagde, at vi kun måtte lege i et specielt område på legepladsen, for på den måde kunne han holde øje med os inde fra. Der var nemlig for få pædagoger til, at en kunne komme med os ud og desuden regnede det for meget.
               På det sted vi måtte befinde os på, var der kun en rutsjebane. Det var en af de slags rutsjebaner hvor der gik et rør ned fra en høj træ "terrasse". Man skulle gå op af en del træ trin for at komme op til røret. Trinnene føles helt bløde efter mange timer i vand.
               Pigen og jeg gik på skift op og rutsjede ned uden at tale sammen. Hun var ikke en af de piger jeg normalt legede med og vi var begge ret generte. Den manglende snak skabte en følelse af ensomhed.
               Pludseligt imens jeg var på vej op af trappen smuttede min venstre fod på et trin hvor der var krakeleret meget maling af. Mine blå ecco gummistøvler kunne åbenbart ikke stå imod det glatte underlag den meget våde træ trappe udgjorde. Dette resulterede i, at jeg faldt forover og hakkede min næse direkte ned i et trappetrin et par trin over, det jeg gled på. Der spredte sig en blanding af en voldsom smerte men også en frygt for hvad der nu skulle ske. Jeg følte mig helt alene. Men kun ganske få sekunder efter jeg gled, kom den mandlige pædagog  styrt løbende. Jeg nåede end ikke at prøve på at rejse mig, før han løftede mig op og løb indenfor med mig i favnen stor hylende. Det gav
mig stor tryghed og ensomheden var væk. Han blev og sad sammen med mig i en blå stofsofa, indtil min mor kom og hentede mig og tog mig på skadestuen.