Erobre hjemveen
Vi skal på sommerlejr i Tydal i Tyskland i en hel uge, fra
lørdag til lørdag. Eller pigerne er meget spændte fordi, for mange af dem er
det deres første udlandslejr. Størstedelen af pigerne er omkring 10-11 år
gammel og har derfor ikke den store erfaring med at sove ude. Og specielt ikke
flere dage i træk..
3 uger inden vi skal afsted, får vi en ny pige i gruppen, hun er meget entusiastisk, hun er meget begejstret for at være begyndt som spejder. Hendes søster har tidligere været spejder ved os, og har derfor lidt forståelse for hvad det er.
Pigen fortæller os på afrejse dagen at hun lider af hjemve. Hun har aldrig sovet hos en anden, uden sine forældre i længere tid end 1 døgn.
Lederene og jeg drøfter det indbyrdes og beslutter os for at tage det som en udfordring. Og vælger at give det en chance. For at gå fra at sove fra sine forældre 1 døgn, til at skulle gå til 8 døgn. Det er noget af en udfordring. Vi snakker med hendes mor om situationen og hun nikker genkendene til det. Vi betrygger moderen med at vi godt kan klare situationen og det er ikke første gang det er sket. For vi har stor erfaring med hjemve.
Da vi kommer ned på centeret og skal til at sove første nat sker der ingen ting. Det har hun jo prøvet før. Så der bliver sagt godnat og alle sover trygt. Men dagen efter begynder savnet at dukke op. Lige da pigerne bliver sendt i seng, kommer den pige op til mig og fortæller at hun savner sin mor og vil meget gerne hjem.
Det skal lige siges at denne pige har et meget STORT temperament og acceptere sjældent et nej.
Jeg tager en snak med hende om hendes savn, og hvordan vi skal løse det. Pigen ser vredt på mig og stamper i jorden for hun vil bare hjem. Men vi aftaler så, efter at hun er blevet kølet lidt ned, at vi tager lige en dag mere og så kan vi se hvordan det går.
Den efterfølgende dag skal alle pigerne afsted på hike, hvor de skal ud og gå og overnatte uden en leder fra vores gruppe er tilstede. Dagen går helt fint og vi høre intet fra pigerne, indtil kl. er omkring 3, og vi får et opkald om at vores pige har hjemve. Vi snakker med hende og hun begynder at beklage sig over en anden pige som ikke vil tage rygsækken. Og da vi faktisk skal til at afslutte samtalen siger hun pludselig ”hov, og jeg har for resten hjemve”. Da jeg høre denne udtalelse bliver min opfattelse af situations helt anderledes, for pludselige handler det jo ikke om hjemved, det handler om opmærksomhed. Jeg prøver at få afledt hendes tanker og beder hende om at gå videre. Vi høre ikke fra hende resten af dagen. De efterfølgende dage foregår det på samme måde. Frisk og glad om dagen, og så om aftenen kommer hun hen og orientere os om at hun har hjemve. Og hver aften løser vi problemet ved snakke med hende og få afledt hendes tanker og få hende til at fokusere på det positive der er sket i løbet af dagen. Hver aften bliver nemmere og nemmere at håndtere, og hun får mindre og mindre hjemve. Og da vi kommer til aller sidste aften kan jeg tydelig mærke forskellen, for da de skal i seng, kommer hun glad hen til os, siger godnat og giver os et kæmpe kram alle sammen. Hun har et stort smil på ansigtet og giver udtryk for at det har været en god lejr.
Hun virker stolt over sig selv. For i morgen skal vi hjem, i morgen skal vi se vores familie og forældre. Og hun har tankerne i hovedet, ”JEG KLAREDE DET!”
Næste morgen er hun stadig i højt humør, vi pakker sammen og skal afsted. Min søster og jeg skal køre i bil hjem, for vi har alt materialet med hjem. Og pigerne skal i tog. Da vi tager afsked kommer pigen løbende hen til mig, hopper op og giver mig et kram og hvisker i mit øre ”tak”. Og jeg spørger for hvad. Og pigen siger, ”fordi du fik mig til at klare det, jeg havde aldrig troet at jeg skulle komme igennem det” og jeg bliver da rørt, jeg får en stolt følelse i kroppen. Pigen har været en udfordring og det har været nogle svære situationer hun har sat os i. Men vi klarede det sammen med pigen. Vi tog os af situationen, snakkede om det, kommunikerede og handlede. Og hun er stolt af sig selv og har ifølge hende erobret en helt verden!
3 uger inden vi skal afsted, får vi en ny pige i gruppen, hun er meget entusiastisk, hun er meget begejstret for at være begyndt som spejder. Hendes søster har tidligere været spejder ved os, og har derfor lidt forståelse for hvad det er.
Pigen fortæller os på afrejse dagen at hun lider af hjemve. Hun har aldrig sovet hos en anden, uden sine forældre i længere tid end 1 døgn.
Lederene og jeg drøfter det indbyrdes og beslutter os for at tage det som en udfordring. Og vælger at give det en chance. For at gå fra at sove fra sine forældre 1 døgn, til at skulle gå til 8 døgn. Det er noget af en udfordring. Vi snakker med hendes mor om situationen og hun nikker genkendene til det. Vi betrygger moderen med at vi godt kan klare situationen og det er ikke første gang det er sket. For vi har stor erfaring med hjemve.
Da vi kommer ned på centeret og skal til at sove første nat sker der ingen ting. Det har hun jo prøvet før. Så der bliver sagt godnat og alle sover trygt. Men dagen efter begynder savnet at dukke op. Lige da pigerne bliver sendt i seng, kommer den pige op til mig og fortæller at hun savner sin mor og vil meget gerne hjem.
Det skal lige siges at denne pige har et meget STORT temperament og acceptere sjældent et nej.
Jeg tager en snak med hende om hendes savn, og hvordan vi skal løse det. Pigen ser vredt på mig og stamper i jorden for hun vil bare hjem. Men vi aftaler så, efter at hun er blevet kølet lidt ned, at vi tager lige en dag mere og så kan vi se hvordan det går.
Den efterfølgende dag skal alle pigerne afsted på hike, hvor de skal ud og gå og overnatte uden en leder fra vores gruppe er tilstede. Dagen går helt fint og vi høre intet fra pigerne, indtil kl. er omkring 3, og vi får et opkald om at vores pige har hjemve. Vi snakker med hende og hun begynder at beklage sig over en anden pige som ikke vil tage rygsækken. Og da vi faktisk skal til at afslutte samtalen siger hun pludselig ”hov, og jeg har for resten hjemve”. Da jeg høre denne udtalelse bliver min opfattelse af situations helt anderledes, for pludselige handler det jo ikke om hjemved, det handler om opmærksomhed. Jeg prøver at få afledt hendes tanker og beder hende om at gå videre. Vi høre ikke fra hende resten af dagen. De efterfølgende dage foregår det på samme måde. Frisk og glad om dagen, og så om aftenen kommer hun hen og orientere os om at hun har hjemve. Og hver aften løser vi problemet ved snakke med hende og få afledt hendes tanker og få hende til at fokusere på det positive der er sket i løbet af dagen. Hver aften bliver nemmere og nemmere at håndtere, og hun får mindre og mindre hjemve. Og da vi kommer til aller sidste aften kan jeg tydelig mærke forskellen, for da de skal i seng, kommer hun glad hen til os, siger godnat og giver os et kæmpe kram alle sammen. Hun har et stort smil på ansigtet og giver udtryk for at det har været en god lejr.
Hun virker stolt over sig selv. For i morgen skal vi hjem, i morgen skal vi se vores familie og forældre. Og hun har tankerne i hovedet, ”JEG KLAREDE DET!”
Næste morgen er hun stadig i højt humør, vi pakker sammen og skal afsted. Min søster og jeg skal køre i bil hjem, for vi har alt materialet med hjem. Og pigerne skal i tog. Da vi tager afsked kommer pigen løbende hen til mig, hopper op og giver mig et kram og hvisker i mit øre ”tak”. Og jeg spørger for hvad. Og pigen siger, ”fordi du fik mig til at klare det, jeg havde aldrig troet at jeg skulle komme igennem det” og jeg bliver da rørt, jeg får en stolt følelse i kroppen. Pigen har været en udfordring og det har været nogle svære situationer hun har sat os i. Men vi klarede det sammen med pigen. Vi tog os af situationen, snakkede om det, kommunikerede og handlede. Og hun er stolt af sig selv og har ifølge hende erobret en helt verden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar