Tre diagnoser mødes.

Sommerfryd.
Børnehaven Sommerfryd lå midt inde i Randers. Det var en special børnehave. Der var 7 børn i den lille special børnehave. Børnene var meget forskellige, havde forskellige handicaps og skulle derfor behandles individuelt. Der var fire pædagoger ansat i institutionen til at hjælpe børnene. Det var to kvinder og to mænd, desuden var der også en praktikant tilknyttet stedet. Selvom børnehaven lå midt i Randers, fik man ikke fornemmelsen af det. Den virkede helt afskærmet fra byens larm og jag. Børnehaven lå i forlængelse af en almindelig vuggestue og en almindelig børnehave. Udenfor var der en stor legeplads, hvor børnene kunne boltre sig i gynger, sandkasser og små fartøjer. Legepladsen var omgivet af træer og der var et hegn, der delte legepladsen mellem de tre institutioner. En gang imellem blev lågen i hegnet åbnet, for at børnene kunne socialisere sig med de andre børn, der ikke havde brug for samme hjælp som dem.
          Sommerfryd var en lille institution og omgivelserne var tilpasset børnene. Der var f.eks. opslagstavler, der viste små dagsplaner, hvor børnene hver især havde en oversigt over, hvordan deres dag skulle forløbe. Faste rammer var utroligt vigtigt for børnene, derfor var der billeder af dagens aktiviteter og gøremål på opslagstavlerne under et billede af dem selv. For at overskueliggøre det var der en lille pil, de kunne rykke frem og tilbage i løbet af dagen, så de kunne se, hvor langt de var nået i dagens løb.
          Der var forskellige rum i børnehaven. Der var rum nok til, at børnene kunne have et rum hver. Den kunne de bruge, når der var stilletid - stilletid skulle børnene have nogle gange om dagen for at falde til ro. Der var et rum til motoriske udfoldelser, hvor der var hængekøjer, puder, bolde osv. I to rum var der masser af legetøj, spil, computere og et bord-stole sæt, hvor børnene både spiste og lavede aktiviteter ud fra kasser med opgaver.  Disse kasser var individuelle. Der var forskellige opgaver i kasserene, som tog udgangs punkt i, hvilken niveau børnene var på for at stimulere dem.
Det var en almindelig torsdag, men alligevel ikke helt almindelig, for der startede en ny dreng i børnehaven. Den nye dreng hed Karsten og var tre år. Karsten havde diagnosen autist. Hans mor afleverede ham om morgenen, hvor han fik en garderobe og en opslagstavle, med et billede af ham selv over, tildelt. Pædagogen Anette viste ham, hvordan opslagstavlen fungerede med små billeder. Disse små billeder skulle vise ham, hvordan hans dag ville komme til at se ud punkt efter punkt. Han var meget interesseret i at sætte sine små billeder op på sin opslagstavle og gjorde det indtil Anette viste ham resten af børnehaven. Anette var en garvet pædagog. Hun havde været med fra start, da Sommerfryd startede op. Hun var en frisk dame på 45 år, hun havde altid arbejdet inden for det pædagogiske felt, men indenfor de senere år havde hun fået stor interesse for specialområdet.
           Anette fulgte Karsten ud på lejepladsen. Her var de andre børn godt i gang med at lege. Legene var ikke som i andre børnehaver. Pædagogerne hjalp nemlig børnene individuelt med at stimulere deres motoriske sanser igennem forskellige former for lege. Børnene blev f.eks stimuleret igennem nogle forhindringsbaner, på gynger og med bolde. Karsten var meget forvirret på grund af de nye omgivelser, de nye pædagoger og de nye børn. Det vidste Anette, så hun sørgede for, at hun hele tiden var lige indenfor rækkevidde.
          Efter et stykke tid meddelte hun børnene, at det var frokosttid og at de skulle komme ind og tage deres overtøj af og finde deres madpakker frem. Alle børnene fór ind med Karsten i spidsen, selvom han var den nye dreng. Han fandt hurtigt sin madpakke og en plads inde i det rum han vidste, han hørte til ved et bord med fire stole. Da Karsten ikke vidste, at der var faste pladser, satte han sig på en stol, som ikke tilhørte ham. Karsten havde placeret sig på Peters stol. Kort efter at Karsten havde sat sig, kom Peter ind og så Karsten sidde der. Peter led af aspergers og stoppede op og stod bare og stirrede på ham. Lige efter Peter kom Ole. Ole led af en svær ADHD, han så, at Karsten havde taget Peters plads og blev ophidset. Ole: "gå væk, den plads ikke din, den Peters".
          Karsten krøb sammen på stolen og rokkede frem og tilbage igen og igen.  Han var nemlig dybt forvirret og følte sig meget utilpas. Da Karsten ikke flyttede sig, fór Ole hen imod ham, for han vil have, at Karsten skulle flytte sig fra pladsen med det samme. Han trak næven op og kastede et slag ud som ramte Karsten. Under denne tumult stod Peter og gemte sig i baggrunden. Lige efter at Ole havde slået Karsten, kom Anette stormende ind i lokalet, hun havde hørt en masse støj. Hun skyndte sig at skille Ole og Karsten fra hinanden og fik dem nedtonet, for på den måde at få styr på konflikten. Hun placerede Ole, Peter og Karsten på deres rigtige pladser. Anette: "Karsten, vi sidder altid på de samme pladser ved bordet og den du sidder på nu er din plads". Hun prøvede på at få overblik over konflikten. Anette: "Ole det er ikke pænt at slå, det gør ondt, så det er ikke en god idé at gøre."      
          Lige efter at Anette havde sagt det, begyndte Karsten at græde, for han var dybt forvirret over hele situationen og over, at der stadig var meget støj omkring dem. Derfor vendte Anette hurtigt sin opmærksomhed mod Karsten og prøvede på at trøste ham. Da Anettes opmærksomheden faldt på Karsten, hoppede Ole ned fra stolen og spurtede ud af rummet. Ole løb hen til sin garderobe og gemte sig. Han pressede sin lille krop ind i den smalle garderobe og gemte sig under sin jakke. Han græd og følte sig uretfærdigt behandlet, alt imens alverdens forbudte ord kom ud af ham. Efter lidt tid fik Anette styr på situationen ved middagsbordet og fik Karsten ved godt mod igen, og hun gik ud for at finde Ole. Hun fandt ham ved garderoben. Anette: "det er ikke en god idé bare sådan at gå, når vi spiser, selvom det er en træls situation, og du ved godt, at du skal spise nu, kom selv og se på tavlen".  Ole: "mig ikke spise!", efter Ole havde sagt det, tog Anette ham i hånden for at vise ham skemaet. Anette: "se tavlen siger, at du skal spise nu, tavlen bestemmer". Imens fik hun ham til at pege på, hvad det var, de skulle til lave. Han kunne godt se, at det var frokosttid, og Anette fik ham overtalt til at komme med ind til bordet igen. Efter de havde sat sig, spiste de deres madpakker færdigt. Resten af dagen forvoldte ikke de store problemer og forløb regelmæssigt ud fra deres opslagstavle.
          Næste morgen kom Karstens mor Bettina hen til børnehaven for at aflevere ham. Bettina: "hvordan gik det med Karsten i går? Karsten havde ikke lyst til at komme i børnehave her til morgen. Han var helt ude af sig selv".  Anette forklarede om gårsdagens situation. Anette: "jeg var lidt træt af at høre, at Karsten var blevet hentet, for jeg ville gerne havde forklaret jer omkring situationen i går, men jeg var udenfor på legepladsen, da han blev hentet og så dig ikke. Men jeg kan love dig for, at der allerede er blevet gjort noget, for at sådan en situation ikke skal gentage sig." Anette viste Betina et lamineret papir, hvor der var en bordplan med billeder på, et billede af hvert af børnene og også et af Anette selv. Anette: "denne her skal hænges op ved siden af bordet, så man hele tiden kan se det og sige "se planen siger, at vi skal sidde sådan her". Her i dag inden vi spiser, vil jeg lave en leg ud af det, hvor de selv skal vise, hvor de skal sidde. Det vil hjælpe til, at en lignende situation ikke vil opstå" Bettina: "det er rart at se, at i gør noget for at rette op på konflikter, men også for at hindre dem i at komme igen." Derefter smuttede hun med et smil på læben.

Jeg ligner jo "Terminator"

Jeg ligner jo "Terminator"

Det var ikke en dag som så mange andre, jeg blev afleveret i børnehaven, iført ski-dragt, vanter og hue, da vinter kulden stadig var der, selvom sneen for længst var forsvundet. Jeg var klar til dagens begivenheder, for i dag skulle vi i børnehaven ned i byen, for at kigge på byens værdier.  Jeg glædede mig helt vildt, men der var stadig noget tid til at bussen gik, så jeg tog min bedste ven i hånden, så vi kunne gå ud og lege lidt, for at tiden skulle gå hurtigere. Som vi plejede, hentede vi vores kælke i vores lille skur, fordi selvom sneen var væk, skulle det ikke stoppe os i, at kælke ned ad vores yndlings bakke. Vi hentede kælken, placerede den på sin rette plads, vi tog den store bakke, som vi altid plejede, når der var meget sne. Min bedste ven satte sig først, og bagefter satte jeg mig ned bag ham. Vi var klar til at kælke ned ad bakken, vi kendte jo suset, vi kendte rutinen, som vi kørte ned ad bakken, mødte vi en gren på vores vej, den vendte kælken på siden, hvor det endte med, at mit ansigt kørte ned ad jordbakken. Forvirret over hvorfor alting på bakken, ikke gik som det plejede at gøre, løb vi begge ind i børnehaven, skrigende og grædende. Vi blev taget imod med åbne arme, pædagogerne var urolige, fordi vores ansigter, var fyldt med jord og blod. Der stod vi, mens de vaskede os. I spejlet kunne jeg se, at det var meget værre, end jeg havde forventet. Det eneste jeg kunne tænke på, var hvordan min bror nu ville tage imod mig, når jeg skulle besøge ham på hans institution dagen efter.  Jeg synes selv jeg mindede om manden fra filmen ”Terminator”, min venstre side af hovedet var en stor hudafskrabning, og den højre side var ganske normal. En af pædagogerne sagde, at jeg nu ikke måtte komme med i byen, og at jeg skulle ligge mig i sofaen lidt. Mens de andre tog på tur, lå jeg der i sofaen, havde det skidt, og var træt af jeg ikke kunne komme med. Jeg sov lidt på sofaen, og havde fået det bedre, så jeg valgte at gå ind på en anden stue, hvor jeg så at de ikke var på tur. Mens jeg legede med mine venner i legerummet, kunne jeg hører døren gå op, det var en af pædagogerne, hun sagde til min mor, at hun ikke skulle være bange, når hun så mig, fordi noget var sket. Der stod min mor i døren, sagde til pædagogen, hvorfor hun skulle være bange. Men der så hun mig, hun stoppede et split sekund, selvom hun prøvede at skjule hendes tårer overfor mig, kunne jeg se, at hun var meget ked af det. Hun løftede mig, og jeg blev selvfølgelig også ked af det. Men i min forvirring kiggede jeg på min far og sagde, jamen jeg ligner jo ”Terminator”.  

Digt et eventyr :-)

Digt et eventyr...

Der var engang to prinsesser, den ene var meget smuk, yndig, hun var elsket af alle, og hun hed Gabriella. Så var der den anden prinsesse, som ikke havde været så heldig, med sit udseende som hendes søster, hun hed Elisabeth. Gabriella og prinsen Anton, skulle giftes imorgen, men det var Elisabeth meget jaloux over. En dag så Elisabeth, Anton og Gabriella i parken, og der besluttede hun sig, at det skulle være nok med deres kærlighed. Så hun besøgte feen Freja, i hendes hytte ude i skoven. Hun bankede på døren, og stormende kom Freja ud, der stod Elisabeth som havde en skummel plan om at ødelægge hendes søsters bryllup, hun ville forvandles til hendes søster til brylluppet, så når prinsen ville kysse hende, ville hun forvandle sig til hende selv, også ville prinsen var afhængig i hendes kys. Feen Freja synes det lød som en god ide, og derefter gik hun i gang med at lave en trylle kage, som kunne hjælpe Elisabeth med sin plan. Nu var kagen endelig færdig, og klar til at blive spist. Elisabeth spiste kagen i en bid, og bum bum så var hun forvandlet til hendes søster. Dagen efter var hun klar til "sit" drømme bryllup. Men da hun troede det hele ville kommer til at ende lykkeligt, og Anton skal til at erklære sin kærlighed, kommer Gabriella stormende ind i brylluppet, og råber at hun kan bevise, at hun er den rigtige prinsesse. Hun viser et armbånd, som Anton har givet hende, som et bevis på hans kærlighed til ham, og nu ved han inderst inde, at han står med den forkerte prinsesse i hånden, han omfavner Gabriella og kysse hende, og nu kan han se, at der sker en forvandling. Gabriella ligner nu sig selv, og Anton kan nu blive gift, med hans ægte kærlighed, og de levede lykkeligt til deres dags ende.

Kommende forløb

Vi har informeret forældrene om at i det kommende forløb, mandag d. 28/10, ønskes der at alle børnene medbringer en betydningsfuld genstand.
Med de genstande børnene medbringer skal de skabe en narrativ fortælling. Formålet med forløbet er at de får skabt en evne til at tilfredsstille det narrative begær, ud fra egne erfaringer som ikke udelukkende har grundlag fra bøger/fortællinger vi har læst for dem. Hvis børnene mister tråden og ikke kan komme videre, vil vi som pædagoger være der for at guide og opmuntre dem til at bygge videre på deres fortællinger. Så vi regner med at få en masse gode og spændende oplevelser i samarbejde med at lave hver enkelt fortælling.
Vi forventer god opbakning om dette forløb.

Venlig hilsen
Lederen i børnehaven sommerfryd.

Barnets personelige fortælling

Barnets personlige fortælling

Kære forældre,

På mandag d. 28/10 har vi emne dag, hvor dit barn skal medbringe en særlig ting, som har eller har haft betydning for dit barn. Denne dag vil gerne give jeres børn en forståelse for at skabe historier om egne oplevelser. De vil blive inddelt i små grupper, med en pædagog som vil sørge for at det enkelte barn vil kunne komme i gang med deres historier. Formålet med at holde denne emnedag er at styrke det enkeltes barns evne til at lave en selvstændig historie. Derfor vil vi gerne have jer til at kigge i gemmeren, med dit barn og find lige præcis den ting som barnet synes er det mest spændende og interessante. Det kan være alt fra en barbie dukke, postkort, en sten der er fundet på stranden og meget mere, kun fantasien sætter grænser, forbered jeres barn på en kanon emnedag.

De venligste hilsner

Pædagogerne i børnehaven sommerfryd.

PS. Husk at medbringe det gode humør.

J

Ha' en fantastik weekend! ;-)

En ”almindelig” onsdag..

En ”almindelig” onsdag..

Jeg mødte ind på arbejde som jeg normalt plejer at gøre nede i baren. Baren var halv tom og der sad kun lige nogen af de sædvandelige stamkunder.  Lige pludselig kommer der en herre ind i baren, det første jeg bemærker, er han kommer barfodet. Han ser en smugle små forvirret ud og tager plads oppe i baren hvor jeg står. Jeg spørger selvfølgelig hvad jeg kan hjælpe ham med, hvor efter jeg skænker en Gunnis og en skarp til ham. Jeg begynder at små snakke med ham som jeg gør med så mange andre, men jeg kan straks mærke han virker forvirret og ved siden af sig selv. Han spørger om jeg kan holde på en hemmelighed. Jeg siger at det kan jeg selvfølgelig godt, men kommer nok lidt an på hvad det drejer sig om. Alligevel vælger han at fortælle at han lige er stukket af! Det isner en smule i mig, men det giver lidt bedre mening til hans tilstand og at han kommer med bare tær. Men efter som jeg spurgte ind til hvor han var stukket af fra, fortæller han det er Retspsykiatris afdeling. Han fortæller om hans meget lange diagnose og jeg tænker der er en grund til at han skal være spæret inde. Men jeg vælger at bevare roen, og taler med ham, får ham til at føle sig tilpas så han ikke lige pludselig vender på en tallerken. Jeg kunne sagtens mærke hvor ustabil han var, nogen gange hævede han stemmen, imens han fortalte lidt historier, han fortale om hans frustrationer. Jeg kunne godt sætte mig i hans sted! Jeg kunne mærke han følte sig tryk ved mig og det sagde han os. Da valgte jeg at fortælle ham at jeg blev nød til at ringe efter nogen som kunne komme og afhente ham, han fik fuld forståelse for at jeg ville ringe efter politiet. Heldigvis kommer der en ven af baren ind som er betjent, dog fri fra job. Da vælger jeg at fortælle situationen til betjenten mens herren som er stukket af er på toilet. Da han kommer ud fra toilettet, begynder betjenten så småt at spørge ind til ham. Og jeg havde som lovet ville lade ham drikke sin øl færdig før han blev hentet, hvilket han takkede mig for, og tog fat i min hånd og fortalte mig hvilken fantastisk person jeg var med mine smukke øjn, og han ville skrive et digt om mig. Der gik et sus igennem min krop både fordi det var lidt uhyggelig, men også følelsen af, at jeg har kunne gøre så stort et indtryk på en mand som er stukket af, som bare havde brug for at snakke og drikke en øl, selvom han var psykisksyge. Han blev hentet af en patrulje vogn og går frivilligt med.

Omkring et halvt år efter møder jeg ham igen da jeg er på arbejde, han kan huske mit navn og takker mig for at ville lytte på ham den dag, det har gjord stort indtryk på mig, at jeg har kunne gøre så stort indtryk på en person bare ved at lytte og snakke med ham.

 

Erobre Hjemveen

Erobre hjemveen 

Vi skal på sommerlejr i Tydal i Tyskland i en hel uge, fra lørdag til lørdag. Eller pigerne er meget spændte fordi, for mange af dem er det deres første udlandslejr. Størstedelen af pigerne er omkring 10-11 år gammel og har derfor ikke den store erfaring med at sove ude. Og specielt ikke flere dage i træk..
3 uger inden vi skal afsted, får vi en ny pige i gruppen, hun er meget entusiastisk, hun er meget begejstret for at være begyndt som spejder. Hendes søster har tidligere været spejder ved os, og har derfor lidt forståelse for hvad det er.
Pigen fortæller os på afrejse dagen at hun lider af hjemve. Hun har aldrig sovet hos en anden, uden sine forældre i længere tid end 1 døgn.
Lederene og jeg drøfter det indbyrdes og beslutter os for at tage det som en udfordring. Og vælger at give det en chance. For at gå fra at sove fra sine forældre 1 døgn, til at skulle gå til 8 døgn. Det er noget af en udfordring. Vi snakker med hendes mor om situationen og hun nikker genkendene til det. Vi betrygger moderen med at vi godt kan klare situationen og det er ikke første gang det er sket. For vi har stor erfaring med hjemve.
Da vi kommer ned på centeret og skal til at sove første nat sker der ingen ting. Det har hun jo prøvet før. Så der bliver sagt godnat og alle sover trygt. Men dagen efter begynder savnet at dukke op. Lige da pigerne bliver sendt i seng, kommer den pige op til mig og fortæller at hun savner sin mor og vil meget gerne hjem.
Det skal lige siges at denne pige har et meget STORT temperament og acceptere sjældent et nej.
Jeg tager en snak med hende om hendes savn, og hvordan vi skal løse det. Pigen ser vredt på mig og stamper i jorden for hun vil bare hjem. Men vi aftaler så, efter at hun er blevet kølet lidt ned, at vi tager lige en dag mere og så kan vi se hvordan det går.
Den efterfølgende dag skal alle pigerne afsted på hike, hvor de skal ud og gå og overnatte uden en leder fra vores gruppe er tilstede. Dagen går helt fint og vi høre intet fra pigerne, indtil kl. er omkring 3, og vi får et opkald om at vores pige har hjemve. Vi snakker med hende og hun begynder at beklage sig over en anden pige som ikke vil tage rygsækken. Og da vi faktisk skal til at afslutte samtalen siger hun pludselig ”hov, og jeg har for resten hjemve”. Da jeg høre denne udtalelse bliver min opfattelse af situations helt anderledes, for pludselige handler det jo ikke om hjemved, det handler om opmærksomhed. Jeg prøver at få afledt hendes tanker og beder hende om at gå videre. Vi høre ikke fra hende resten af dagen. De efterfølgende dage foregår det på samme måde. Frisk og glad om dagen, og så om aftenen kommer hun hen og orientere os om at hun har hjemve. Og hver aften løser vi problemet ved snakke med hende og få afledt hendes tanker og få hende til at fokusere på det positive der er sket i løbet af dagen. Hver aften bliver nemmere og nemmere at håndtere, og hun får mindre og mindre hjemve. Og da vi kommer til aller sidste aften kan jeg tydelig mærke forskellen, for da de skal i seng, kommer hun glad hen til os, siger godnat og giver os et kæmpe kram alle sammen. Hun har et stort smil på ansigtet og giver udtryk for at det har været en god lejr.
Hun virker stolt over sig selv. For i morgen skal vi hjem, i morgen skal vi se vores familie og forældre. Og hun har tankerne i hovedet, ”JEG KLAREDE DET!”
Næste morgen er hun stadig i højt humør, vi pakker sammen og skal afsted. Min søster og jeg skal køre i bil hjem, for vi har alt materialet med hjem. Og pigerne skal i tog. Da vi tager afsked kommer pigen løbende hen til mig, hopper op og giver mig et kram og hvisker i mit øre ”tak”. Og jeg spørger for hvad. Og pigen siger, ”fordi du fik mig til at klare det, jeg havde aldrig troet at jeg skulle komme igennem det” og jeg bliver da rørt, jeg får en stolt følelse i kroppen. Pigen har været en udfordring og det har været nogle svære situationer hun har sat os i. Men vi klarede det sammen med pigen. Vi tog os af situationen, snakkede om det, kommunikerede og handlede. Og hun er stolt af sig selv og har ifølge hende erobret en helt verden! 

Jens og Peter Pan bogen

Jens og Peter Pan bogen!!!

Jeg arbejdede i 6 måneder i en vuggestue. En dag, mens vi sad og læste en Peter Pan bog, var der pludselig en dreng på 3 år (Jens) som blev hentet af sin mor. Han ville have Peter Pan bogen med sig hjem. Vi prøvede på at forklare ham at det ikke var muligt, for bogen var vuggestuens, og desuden var vi lige i gang med at læse den med de andre børn. Vi aftalte derfor med ham at når han kom igen dagen efter, kunne vi læse den igen. Derefter gik han pænt ud i gangen og blev klædt på og fik sagt farvel. Cirka 5 minutter efter hørte jeg den samme dreng som lige var gået græde, så gik en af de andre pædagoger ud for og tjekke hvad der skete. Det var lille grædende Jens og hans mor som var kommet ind igen. Moren forklarede, at han nægtede at sætte sig ind i bilen, før han fik Peter Pan bogen med hjem. Efter at have forklaret ham endnu en gang at bogen altså var vuggestuens, og at han var velkommen til at komme og læse i den igen dagen efter, fik han nogle klistermærker med sig hjem. De gik igen, og stod og snakket lidt foran døren, indtil moren begyndte at gå, og lod Jens blive stående foran døren, hvor han nu begyndte at græde og skabe sig. Moren stoppede op og gik tilbage til ham og tog ham i hånden og kom ind i vuggestuen en gang til.  Med lille grædende Jens i hånden spurte moren, om de ikke godt kunne låne Peter Pan eller en anden bog med hjem, fordi han ville ikke gå med hvis ikke han måtte få en bog med sig hjem. Han blev tilbudt at få en bog med, som vi ikke læste hver dag, det ville han ikke, det skulle være en af de bøger, som der blev læst næsten hver dag. Han fik så sin vilje og fik at vide, at han skulle komme med den igen dage efter. De to næste dage kom han så ikke i vuggestue og alle de andre børn ville læse den bog, han havde fået med hjem.

Da jeg forstuvede næsen

Da jeg forstuvede næsen

Da jeg var en af de mindste i børnehaven, var jeg ude for den oplevelse der lægger nærmest i erindringen omkring en oplevelse med en pædagog. Der var kun ganske få børn i børnehaven den dag, og det var en meget regnfuld dag. På grund af antallet af børn, var der derfor heller ikke utroligt mange pædagoger til at holde øje med os. Måske var det en eller anden feriedag eller noget lignende.  
               På et tidspunkt i løbet af dagen fik vi valget om at komme udenfor og lege eller blive indenfor og finde på noget der. En anden pige og jeg valgte at gå udenfor og lege. Inden vi gik udenfor blev jeg proppet i min lyserøde flyverdragt med blomster på. Det var en mandlig pædagog der hjalp mig i flyverdragten. Han have en bar plet i midten af hovedbunden, den var tydelig at se da han hjalp mig i den, han havde dog meget skæg. Han sagde, at vi kun måtte lege i et specielt område på legepladsen, for på den måde kunne han holde øje med os inde fra. Der var nemlig for få pædagoger til, at en kunne komme med os ud og desuden regnede det for meget.
               På det sted vi måtte befinde os på, var der kun en rutsjebane. Det var en af de slags rutsjebaner hvor der gik et rør ned fra en høj træ "terrasse". Man skulle gå op af en del træ trin for at komme op til røret. Trinnene føles helt bløde efter mange timer i vand.
               Pigen og jeg gik på skift op og rutsjede ned uden at tale sammen. Hun var ikke en af de piger jeg normalt legede med og vi var begge ret generte. Den manglende snak skabte en følelse af ensomhed.
               Pludseligt imens jeg var på vej op af trappen smuttede min venstre fod på et trin hvor der var krakeleret meget maling af. Mine blå ecco gummistøvler kunne åbenbart ikke stå imod det glatte underlag den meget våde træ trappe udgjorde. Dette resulterede i, at jeg faldt forover og hakkede min næse direkte ned i et trappetrin et par trin over, det jeg gled på. Der spredte sig en blanding af en voldsom smerte men også en frygt for hvad der nu skulle ske. Jeg følte mig helt alene. Men kun ganske få sekunder efter jeg gled, kom den mandlige pædagog  styrt løbende. Jeg nåede end ikke at prøve på at rejse mig, før han løftede mig op og løb indenfor med mig i favnen stor hylende. Det gav
mig stor tryghed og ensomheden var væk. Han blev og sad sammen med mig i en blå stofsofa, indtil min mor kom og hentede mig og tog mig på skadestuen.

De Ti Tommelfingre

Så er vi sgu On the road !